Tubuai here we come !
- SAGA
- 13. jul.
- 6 min læsning
Stillehavet, her kommer vi !
10 dage blev det til i New Zealand før vi igen skulle have Saga ud i det store blå.
At foretage to oceankryds lige i røven af hinanden, er nok en smule ambitiøst, men ikke desto mindre har det været planen fra start. Australien og New Zealand har vi altid anset som et startpunkt og et pit stop. Selvom vi sagtens kunne bruge mere tid i New Zealand har den første rigtige destination altid været Stillehavets paradisøer.
Efter alt arbejdet og planlæggelserne, har vi sku bare brug for en palmeø med koralsand og turkis vand.
Farvel new zealand, hej hectors dolphins
Det var tidligt d. 19/5 da vi smed trosserne og tøffede hen til border force, hvor de venlige officerer godkendte vores afgang og ønskede os en god tur. Dermed kunne vi forlade Nelson Habour.
Det var en smuk dag at tage afsted på og turen ud mod cook-strædet var, ikke overraskende, lige så smuk som resten af New Zealand.
Efter lidt kæmpen med modstrøm og vind i snuden kom vi ud af cook-strædet, tæt forfulgt af New Zealands endemiske delfiner, hectors dolphins.
Igen var vi fri fra land, igen var bølgerne og vinden det eneste at forholde sig til, igen var vi på vej.
Og sikke et lækkert sejlvejr at være på vej på. Solen skinnede, vinden var lige i røven og skubbede os stødt mod vores destination, Tubuai.
2400 nautiske mil eller 24 dages sejlads lå foran os og vi glædede os sku til de var klaret.
Lækkert vejr, sejllektioner, albatrosbesøg, flotte solnedgange og dyb søvn. Virkelig en perfekt start.
Det at sejle, mærkedage og traditioner
Det at sejle kan være en fredfyldt afkobling fra alt der foregår i verden. Det kan være en nervepirrende test af ens mentale og fysiske vilje. Det kan være en uforglemmelig naturoplevelse med besøg fra havets konger men det kan også bare være pisse kedeligt. Vi måtte indrømme det, vi var altså ikke taget ud i verden for at krydse oceaner halvdelen af tiden. Vi var taget afsted for at mærke koralsand mellem tæerne.
For nu, måtte vi stille os tilfredse med at gynge i bølgerne og gå i havsejlads-mode hvor alt forsimples.
Men for at bekæmpe det mundane, lavede vi mærkedage, som vi kunne se frem til: Tirsdag var chokoladebar-dag, Fredag popkorn-dag og så var der Dessertsøndag.
Yderligere gjorde vi en tradition ud af at synge fællesang fra højskolesangbogen.
Og med det var skabelonen for Stillhaveskrydset sat.
Sangbog, slikkepinde, æblegrød, boller med nutella og pandekager. Ingen slankekur denne gang :)
Tun many ways
Noget som vi altid glæder os til, ved at komme ud på længere sejlture, er at smide stangen i vandet og vente på havets lækkerbiskener.
Stillehavet skuffede ikke her. Selvom vi klart har haft større fisk på krogen og mere fangstrige sejladser, så blev turen over Stillehavet kendetegnet ved, at vi fik nogle fantastiske tun på krogen.
Første fisk er altid den sjoveste og det var Theis der havde fiskedag da den bød sig.
Ud løb stangen med sin virren, hurtigt hoppede Theis på hjulet og fik halet, det vi har identificeret som, en Albacore tun op på dækket. Dens mægtige muskler sprællede i vildskab, men Theis fik hurtigt aflivet den. Der lå den så med sine meget lange brystfinner og kæmpe øjne, en spøjs men elegant fisk. Theis gik til filletteringen og frem sprang det fineste lyserøde kød og samtidig løb vores tænder i vand.
Theis endte med at fange to af disse dejlige spisefisk, og ikke små fisk var de, så vi fik prøvet en masse forskellige tun-anretninger.
Gentle giants og de brækkende bølger
Havet havde også andet end solskin og dejlige spisefisk at byde på. Det kunne også vise sig fra sin mere brutale side.
Efter vi var ude af Cook-strædet var kursen sat til øst, hvilket vi dælme også kom. Men en dag kommer meldingen, der er blæsevejr på vej, så nu gælder det om at komme så langt mod nord som muligt for at undgå det værste af det. Det viste sig nemmere sagt end gjort da vinden begyndte at komme ja fra nord.
Her begyndte 10 dages prøvelser.
Målet var at flygte fra blæsevejr, men blæsevejret fandt os alligevel og sammen med blæsten, nogle lede bølger.
Ser i, blæsten var langt fra det værste, vi kunne klare meget i den forstand, men bølgerne der følger er en anden sag. Vi fik i lang tid vind omkring 15 s/m og ofte kom den op over 20 s/m. Bølgerne blev dermed ved med at blive større og stejlere, med flere og flere brækkende toppe.
Allerværst var det om natten hvor man kun kunne hører deres indtrængende fråsen. Jeg må indrømme at der var en meget angstprovokerende nat hvor også jeg var skræmt. Ud af mørket kom en bølge brækkende ind på båden, oversvømmede solcellerne i vindsiden af båden, for så at ligge båden så meget ned at solcellerne i læsiden blev dyppet i havet. Så vågner man kraftedme !
Og den var ikke alene.
Det væltede med vand ind over båden og desværre også ned i båden. Den kære gamle Saga viste sig utæt mange steder, så næsten alle havde fugtige køjer. Især salonen blev øst til med vand og styrbord sofa var decideret gennemblødt. Vi fik sågar vand ind i cockpittet for første gang og det siger ikke så lidt når man nu har centercockpit og en meget høj båd.
Bølgerne målte sig 6 m høje på deres største og da man havde vænnet sig til dem, kunne man med beundring observere hvor vilde de så ud!
Det var en fantastisk dag da blæsevejret aftog. Nu kunne lugerne åbnes og alt det våde kunne tørre, mens vi også kunne nyde at være kommet i varmere breddegrader.
Farvel kolde, blæsende, brølende fyrre.
Goddag forvirrede, trælse tredivere.
Vi ses snart varme, blide, trofaste tyvere.
Wiren springer tråde, rod i elektronikken og hvorfor starter motoren ikke?
Efter blæsten havde været på sit værste var vi ikke langt fra Tubuai.
Men det betød ikke vi var uden udfordringer.
En dag spottede Niels at vores agterstag var ved at springe. For dem der ikke ved det, så er agterstaget en stor wire der sørger for at masten ikke vælter forover, så ja den vil man ikke have springer.
Her var det sandeligt heldigt at forholdene var kølet af, fordi nu skulle Niels hejses op i masten så vi kunne sætte nødforanstaltninger op. Det svang dog stadig så meget at Niels blev nødt til at stoppe arbejdet og klamre sig godt fast. Heldigvis klarede han det uden skrammer, blot ømme muskler og så var wiren stabiliseret.
Desværre kunne vi nu ikke bruge storsejlet resten af turen, men heldigvis var der kun 5 dage til Tubuai.
Men uheld kommer sjælendt alene, er et udsagn der passer rigtig godt på en sejlbåd, da vi en dag senere ville tænde for motoren, drejede vi nøglen, men der skete ikke noget.
Efter lidt fejlsøgning landede skylden på nøglekontakten og den kunne vi desvære ikke fikse. Derfor fik vi lært at kortslutte startmotoren. Det indebar meget simpelt, at jeg sad med en stor skruetrækker, satte den mellem to kontakter og dermed gav strømmen en lille genvej udenom nøglen. Lidt gnister og så sprang motoren i live, sikke et rus!
Med en “elektrisk” følelse i kroppen, kunne vi rykke videre til næste problem.
I tidligere fejlsøgning fandt vi nemlig andre problemer. Flere ledninger var simpelthen begyndt at hoppe ud af komponenterne de sad i feks var et af vores batterier røget helt ud af kredsløbet, heldigvis et hurtigt fiks, og så til sidst skulle vi lige en tur forbi ankerspillet som ikke gad at køre. Men da alt småtteriet var fikset var det dælme ikke et sekund for tidligt for pludselig var der…
Land i sigte! Det ligner homer simpson ?
Der lå Tubuai.
Det at få første landkending, at se sin destination efter lang tid på havet, er i sandhed en euforiserende følelse, der giver en mod på at sejle ud på havet igen.
Det er en følelse af stolthed og en følelse af at man har sejret over havet, hvilket især gør sig gældende, når havet har vist sig fra sine frygtindgydende sider.
Alle mand skulle ud på fordækket og nyde godt af deres sejr, mens de beundrende kunne ane mere og mere af øens silhouette. Der gik ikke længe før at silluhetten ikke længere var en ø, for jeg hørte pludseligt Laura sige, “det ligner Homer Simpson der ligger ned og efter blev der tilføjet, “med sin pik op af maven”.
Ja, livlig bliver ens fantasi derude på havet.
Første paradis ø, Tubuai
Åååh Tubuaiii, søde søde Tubuai. Ikke blot var det vores første ø i sydhavets paradis, men også et symbol på at det vi sætter os for, det klarer vi.
Vi tullede igennem revpassagen i det turkis-farvede vand, imens sprang en savnet grøn farve frem overalt på øen. Der var ingen tvivl om øens frodighed, og vi savlede bare ved tanken om frugtræerne og generelt frisk mad.
Vi var ængstelige efter at komme i land, ankeret blev lagt på den bløde sandbund, gummibåden pustet op og mens vi sad i gummibåden og sejlede mod breden nød vi følelsen af at være konger af havet.
Tak fordi i læser med.
Saga
I bliver kun stærkere for hver udfordring i løser.
Sejt gået alle mand/kvinder 👍👍👍