Fakarava, en sydhavsperle og Wall of Sharks
- Niels
- 25. aug.
- 8 min læsning
En af grundene til at Phillip og jeg valgte at sejle øst ud i Stillehavet, nede i de brølende fyrrer, var blandt andet for at se netop Fakarava. Atollen er en af de mest surrealistiske og smukke steder på jorden. I dette opslag vil jeg fortælle om vores oplevelse med turkisblåt vand, dykning med hajer, spydfiskning blandt den frodige undervandsverden, som også indebar hajer, og hvad man laver når tiden forsvinder og ankeret falder på 13 meter krystalklart vand.
Turen til Fakarava begyndte på Moorea. Vejrfilerne sagde let nordlige vinde, hvilket er lidt atypisk her hvor sydøstpassaten regerer himmelstrøgene, men vi tog kærligt imod det, fordi så kunne vi nemmere komme øst på, og vores kære gaster ville få en mild start på turen. Distancen lød på 250 sømile, hvilket typisk tager 2-3 dage med fine vinde.
Vi nåede kun lige ud af Mooreas revpassage, da et par pukkelhvaler svømmede lige forbi os. Ekstatiske sejlede vi mod nye eventyrer. Sejladsen var dejlig, dog langsom. Vinden var lidt mildere end forventet, så vi kom stille og tålmodigt frem, selvom det hurtigt lignede en 4-5 dages sejlads, som gasterne så kunne drille os med. Vi sagde at det var skøn sejlads, næsten uden bølger og det skulle de bare være glade for, fordi selv i de små bølger, meldte søsygen og trætheden sig hurtigt.
Der blev sat skygge op på dækket, og folk spredte sig ud på den lille båd for at læse, sole sig eller måske bare snakke lidt om livet derhjemme. Der er jo intet internet, så vi kommer hinanden ved. Der blev også tid til at bade på et kilometers dybde, da vi kom for sent til indsejlingen til Fakarava. Så må man vente til næste dag med at sejle ind, og det er der en hel særlig grund til.
Fakarava er en atoll, hvilket de fleste mennesker knapt har hørt før.
For mange millioner af år siden stod Fakarava højt over vandet, en bjergø skabt af undersøiske vulkaner, og i takt med at Fakarava rykkede væk fra vulkanen, er den langsomt sunket ned i dybet, og den ville nu ligge gemt som undersørisk bjerg, hvis det ikke var for korallerne. Rundt om øen har der været et koralrev, og da det voksede mod solen i takt med at øen sank, er slutresultatet en ring af koral midt ude i havet, med sin egen lagune i midten. Korallerne er blevet ødelagt og genopbygget over utallige år, hvilket har skabt en strand ovenpå. Så Fakarava er kun en en stribe på hundrede meter bred hele vejen rundt, og graver man ned i den sandede jord, vil man se koraller der ligger lag på lag.
Der er omkring 440 atoller i verden og 78 af dem ligger her i Tuamotuatollerne i Fransk Polynesien. Fakarava er den anden største atoll her, og den store lagune er maksimalt 35 meter dyb, men har et areal som Lolland, hvoraf 2 % er landmasse.
Vi ville ind og ligge indeni Fakarava, og der er kun 2 indgange til dens verden, og det er ren videnskab at komme ind på en atoll gennem passagen. Når tidevandet udenfor atollen stiger, så vil vandet strømme ind gennem passagen til lagunen, og hvis man sejler ind, vil det være som at riverrafte ned af en flod, med meget lille mulighed for at styre destinationen, og i værste tilfælde kan man blive skubbet direkte op på et koralrev. Når tidevandet derimod falder udenfor atollen, så vil vandet strømme ud passagen, og man kan få op mod 8 knobs modstrøm. Hele passagen bobler nærmest med stejle bølger.
Tricket er at ankomme når vandet skifter retning, og det er nogle gange omkring høj eller lavvande. Og jeg skriver nogle gange, fordi der ofte kommer vand i på atollen når bølgerne brækker ind over den lave landmasse. Med den ekstra vand i lagunen skifter tidspunktet for indadgående - og udadgående strøm ofte. En videnskab som vi stadig er ved at lære.
Efter 5 nætter på havet, lå vi en morgen udenfor passagen. En lang stribe af brækkende bølger løb ud af passagen og vi ventede på lavvande imens vi observerede passagen. Da lavvande kom, og vi så et andet skib gå ud af passagen, besluttede vi at sejle ind. Vandet var stadig uroligt, men det så bedre ud end tidligere. En modstrøm på 1,5 knob mødte os, men vi gav lidt flere omdrejninger på propellen og kom godt igennem passet. Det var ikke perfekt timet, men det nordlige pas på Fakarava er heldigvis et af de mere tilgivende, på grund af dens større end normalt bredte. På andre atoller med små passager har man ikke lyst til at misse timingen.
Nu var vi her endeligt, og trods regn var vandet både smukt og livsgivende, søsygen forsvandt fra gasterne, og vi kunne puste gummibåden op for at se os omkring. En enkelt betonvej løber langs stranden, sidegaderne var bare grusvej. Vi købte ind og glædede os til at vejret blev bedre.
Og netop som alt var godt, kom der en tsunamiadvarsel i Fransk Polynesien. Et jordskælv i Rusland, flere tusind kilometer væk, kunne lave en flodbølge her. Men Fransk Polynesien er et stort område, og atollerne ville maksimalt blive ramt af en 30 centimeter vandstigning, hvorimod den nordlige øgruppe Marquesas kunne få en bølge på op til 4 meter.
Vi valgte at blive på Fakarava og mærkede da heller ikke til nogen tydelig vandstigning, mens Marquesas målede 1,5 meter vandstigning på deres høje øer. Ingen skade sket, men man blev da lige mindet om at vi er underlagte naturen og ikke omvendt, selvom mennesket gerne fortæller sig det.
Hvis en flodbølge på 2 meter ramte en atoll, så ville den stå under vand, da det højeste punkt kun er 1,5 meter over havoverfladen. Og her på atollerne kigger man bekymrende på den stigende vandstand som verdenen oplever, og det er ikke engang deres egen skyld at deres huse måske ender under vandet. Ja, hvis man vil se en atoll, så er det med at få det gjort inden vandstanden stiger, og de alle ligger under vande. Efter et besøg på en atoll, indser man, at der er utallige nuancer af blå.
Da vejret blev godt igen, begyndte vi at udforske den smule land der var, der skulle selvfølgeligt købes nogle perler direkte fra skallen, og der skulle dykkes på en lille koralblok. Julie skulle lære at dykke og de andre gaster skulle have lidt øvelse, så alle var klar til at dykke i den sydlige passage. Og den sydlige passage var hele grunden til at tage til Fakarava. Her er ikke meget at udforske på land, men hvad øen mangler på land, gør den op for under vandet. Her findes noget af det mest utrolige dykning i verden, og det skulle vi selvfølgeligt opleve.
En morgen tog vi ankeret for at sejle ned til den sydlige side af Fakarava. Og fordelen ved at sejle indeni en kæmpe pool, er at der næsten ingen bølger er, og vi svævede derfor over det lyseblå vand i små 5 timer og 30 sømil. Da vi lagde ankeret på 13 meter vand, kunne vi klart se ankeret og knapt havde det ramt bunden før vi alle sprang i med snorkeludstyret. Sigtbarheden var fantastisk og der gik ikke længe før hajerne svømmede forbi os med langsomme bevægelser. Det skulle gasterne lige vænne sig til, men man opdager hurtigt at de ikke ser mennesket som mad. Men det kunne jo være at vi var ved at skyde noget mad.
Hajerne jager om natten, mens vi, med vores nye harpuner, jager om dagen. Og det skulle jo lige læres at hajerne gerne tager en fisk man lige har skudt, ja nærmest ud af hænderne på en. Efter de første par skud kommer der hurtigt 2-3 hajer, som holder sig i nærheden, og når vi så skyder og de hører lyden af elastikken der sender spyddet afsted, ja så kommer de svømmende hurtigt og direkte mod en. Her er det godt at være to dykkere, fordi den anden kan så gå ned og fronte hajen, man kigger den simpelthen i øjnene og peger harpunen mod den. Og det gør for det meste tricket, det farlige dyr, er bange for os. Men når der er 3 hajer eller mere, ja så er det hurtigt en uoverskuelig opgave, og man må flytte et andet sted hen.
Phillip og Thorvald havde en gang, hvor en af de kære hajer kom lidt for tæt på, og så man man jo skyde den kære haj, men bare rolig, fordi den harpun vi bruger til det job, er en lille harpun, der ikke kan gøre skade på hajens tykke, læderhud, men det er nok til at de lige får vendt om. Vi vil jo gerne leve sammen med dem, og de får jo også resterne af fisken efter fileteringen, og så er alle jo glade, på nær den lille papegøjefisk der måtte lade livet.
Julie og Theis havde fødselsdag den niende og tiende august, og derfor valgte vi at holde bålaften på en af de små motuer (øer), med frisk fisk fra spyddet, friske kokosnødder fra palmetræerne, hjemmelavet tiramisu og meget mere. Der sad vi så, på en atoll, gemt fra civilisationen, gemt i verdenen, med stjernerne over hovedet, eremitskrabs mellem fødderne, sorttippede revhajer i vandkanten, levende med og af vores omgivelser. Alt var som det skulle være. At samle nogle venner og så sejle rundt mellem livets oplevelser, det var hele grunden til at tage afsted, og det mindede vi hinanden om i skæret af de brændende palmeblade.
Men, hele grunden til at vi tog ned på sydsiden var jo for at dykke i passagen. Det er et dyk der skal times rigtigt, ligesom indsejlingen, fordi man vil ikke have 6 knobs udadgående strøm, som så kan føre os ud på havet væk fra al hjælp, nej man vil have strømmen let indadgående. Vi var lidt uheldige at vejret sendte halvstore bølger ind over Fakarava og derfor gjorde at der slet ikke var indadgående strøm de første par dage. Men derefter havde vi dykning i verdensklasse.
Fakarava er kendt for Wall of Sharks, som netop findes her i det sydlige pas, hvor verdens største population af grå revhajer findes. De samler sig her fordi at der er så meget liv og derfor mad, og en god strøm at dovent svømme imod om dagen, der giver næring til hele atollen. Det er en oase af koraller, fisk i alverdens farver og selvfølgeligt hajer.
Jeg kunne bruge mange ord for at beskrive dykkene, men de ville alle sammen være for fattige til at beskrive det. En video kan måske give et lille indtryk af den oplevelse vi vil huske resten af livet.
Prøv at lægge mærke til hvordan hajerne overholder en form for køkultur, deres rolige bevægelser, de nysgerrige øjne og så deres små suckerfish, der både findes under de kære hajer og bunden af Saga.
Vi kunne desværre ikke blive hernede for evigt, Johanne skulle nå et fly hjem fra Fakarava nord, og vi var også blevet lav på både ferskvand, frisk frugt og grønsager, dåser har vi nok af.
Det blev kun til 3 dyk i passagen, men hele besætningen kom derned, dog mødte hajerne ikke altid talrigt op. Naturen gør som naturen vil.
Tak for at i læste med, og følg endeligt med på hjemmesiden, når vi næste gang fortæller om vores tur til Rangiroa, hvor hajer ikke er den største attraktion, men derimod dykning med de kloge delfiner der svæver igennem vandet.
Kommentarer