Landgang på Tubuai, en kæntring og spydfiskeri med Jerry

Landgang, første indtryk og dykkerskole

Da vi forlod jer sidst var vi lige ankommet til Tubuai.

Ankeret blev smidt udenfor hovedbyen Mataura, hvor vi kunne gøre vores landgang.

Vores fødder savnede fast grund under sig så gummibåden blev fluks pustet op.

Vi sejlede ind på færgehavnen og gik en tur med vores svævende søben.

En enkelt vej løber langs hele kysten af Tubuai så den fulgte vi ind til byen.

Langs vejen lå små huse med frodige haver. Mange kokostræer svang i vinden, mens appelsin, pomelo og limetræer gav blæsten et syrligt strøg.

Fokusset for deres ejendomme lå tydeligt på haverne og alle virkede til at kunne forsyne sig selv med friske vare.

Da vi havde set byen gik vi hen for at indklarere på gendamneriet.

Gendamneriet er det franske væsens administrationsbygning, og der blev vi mødt af en lidt omtumlet betjent.

Det var ikke så tit en udenlandsk båd indklarerede på Tubuai. Betjenten virkede forvirret over at vi ikke havde været på Tahiti først, som mange andre både nok gjorde.

Efter lidt frem og tilbage blev vores informationer skrevet ned på en notesblok og i hans øjne så det fint ud. Saga var hermed officielt velkommen i Fransk Polynesien.

Det blev fejret med en Hinano, polynesiens Tuborg, som kostede ikke mindre end 180kr pr. 6-pack. Velfortjent, blev de dyre dråber listet ned i svælget ved den smukke kyst og vi nød i fulde drag glæden af at være på land igen.

---

De følgende dage gik lige som de skulle og der herskede en afslappet stemning på båden. Vi kunne hoppe i vandet og snorkle, gå ture i byen, finde skaller på stranden og slappe af på båden. Da batterierne var blevet ladt godt op, gik vi i gang med en længe ventet aktivitet: Scubadykning

Første skridt var at lære Theis at dykke, og det stod Niels for. Niels har taget divemaster uddannelsen i Indonesien, så han var klædt godt på til opgaven. Niels agerede dykkerinstruktør og Laura kom med for at genopfriske hendes certifikat.

Da Niels ikke er uddannet dykkerinstruktør kunne vi ikke give Theis et certifikat, men os ville han altid kunne dykke med.

Vi elsker at dele dykkeroplevelsen med vores gaster

Desværre blev dykkerskolen afbrudt af adskillige problemer med udstyret på trods af nyligt service. Tubuai havde heller ingen servicecentre så vi måtte vente til Tahiti.

Oh well.

Det skulle ikke ødelægge det sjove, så vi begyndte at undersøge hvad man kunne lave på land.

En sjaskvåd kæntring, vandretur redemption

Væk med dykkertøjet og frem med rygsækkene, nu skulle der vandres. Dagens mål var Tubuais midterste top. Turen ville tage os halvejs på tværs af øen og op i 400 meters højde. Vi havde lavet sandwiches, pakket macheten til frugttræerne og taget dronen med til en test tur.

Da alt var pakket var der blot en 100 meters tur i gummibåden og så startede gåturen.

Eller

Det skulle den have gjort.

På vej ind blev vi nemlig overrasket af en abnormalt høj bølge bagfra, som sendte os alle flyvende i vandet og vendte gummibåden på hovedet.

Efter lidt kamp med strøm og en redning fra de meget hjælpsomme lokale kom vi ind på stranden, hvor vi fik opgjort tabet.

Laura mistede sine solbriller, Theis sin telefon og jeg bådens machete. Derudover overlevede alt andet vi havde med, ja selv min drone klarede den.

Sandwichene overlevede heller ikke, så dem lod vi gadehundene få glæde af, så de gik ikke helt til spilde :)

Vandreturen blev sat på pause og vi tog hjem og hyggede os med en film i stedet.

Nogle dage efter tog vi igen vandreskoene frem og travede op på toppen, hvor vi kunne nyde en nær 360 udsigt over Tubuai.

Efter at have nydt en frokost på taget af en gammel vejrstation tog Niels og Laura hjem og sankede en masse tropefrugt på vej hjem. Theis og jeg fortsatte til næste top og forevigede Sagas tilstedeværelse på de store kampesten.

Når enden er god er alting godt, ik?

---

Med Jerry på fisketur

Glæden for os ved at sejle udenfor den tæt besejlede rute, ligger i at møde de lokale uden det foregår gennem en transaktion. I stedet for at købe alle oplevelser, håber vi på at møde den helt almene befolkning og lade dem vise os hvad deres liv går ud på væk fra turismens støj.

På Tubuai, stødte vi på en herre ved navnet Jerry. Jerry er i hvertfald hans engelske navn og engelsk var han, heldigt for os, meget god til.

Vi mødte Jerry en af de første dage vi var i land efter krydset og der gik ikke længe før vi blev inviteret til spisning i hans hjem, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til.

Da dagen ankom havde vi dog et lille ærinde.

Som mange andre mænd på Tubuai, sørgede han for at få mad på bordet.

Og på Tubuai smutter man ikke i Rema 100 og køber 500 g oksekød, lidt pasta og tomatsauce.

De smutter i havet, med snorkel udstyr og en harpun.

Denne færdighed havde Jerry besluttet sig for at lære os og de næste 4 timer blev brugt på at sejle rundt om Tubuai og forsøge os på denne fantastiske jagtform.

Vi fik hans to store harpuner, mens han tog den lille.

Efter en lille instruktion prøvede vi at trække elastikken tilbage og lade harpunen, men til ingen nytte, vi var ikke stærke nok. Jerry ladede dem for os og fik det til at se alt for nemt ud. Ikke at kunne lade dem selv gjorde en hård disciplin hårdere.

Og godt er det, at vi ikke skal leve kun af havet.

Team Saga skød nemlig ingen fisk den dag. Men tomhændet hjem kom vi heller ikke.

Efter Jerry mistede sin første fisk til en gråhaj, spottede Niels en blæksprutte som Jerry mesterligt fangede og aflivede med et bid over øjnene.

Yderligere skød han en lille fisk og nogle muslinger for at byde os på en testsmagning af havets glæder.

Selvom vi ikke selv ramte noget den dag, så introducerede Jerry os til spydfiskning og måden polyneserne lever af havet på, hvilket var en uvurderlig oplevelse for os. Forhåbentlig ville vi kunne kultivere den basis han gav os og smække friske fisk på bordet.

Efter jagten hentede hans kone os og bød på frokost, hvor Jerry fortalte os lidt om livet på Tubuai og hvordan det er at være Polyneser i dag.

Han gav sågar en lille ukulele-koncert på Tahitiansk og Theis, sagas ukulelespiller, studerede nøje hans teknikker, for han var god til det!

Med en på opleveren og mad i skrutten, blev vi kørt hjem og på båden sad vi med en dejlig følelse af taknemmelighed for Jerrys og hans kones gæstfrihed.

---

Farvel Tubuai, hej linje-squalls

Tiden på Tubuai skulle ikke vare evigt og vi ærgrede os meget over ikke at kunne blive til Fransk Polynesiens uafhængighedsdag, som ville blive fejret med festmad, dans og musik i en hel uge.

Vi begyndte så småt at forberede os på 4 dages sejlads.

Efter vi havde fyldt vandtankene, tog Theis og jeg på jagt efter en kæmpe klase bananer vi havde spottet tidligere på ugen. De meget venlige lokale tog til macheten lige så snart de forstod min gebrokne fransk og hakkede banantræet ned. 89 bananer blev det til og ikke en krone ville de have for det. Ydmygt takkede vi dem og læssede afsted med den 20 kg tunge satan.

Gavegivningen var ikke færdig for før vi nåede helt hjem til båden, mødte Jerrys kone os i bil for at levere en ret hun havde lavet. Det var en kokosstuvning på den blæksprutte vi havde fanget nogle dage forinden. Heldigvis var vi forberedte denne gang og gav hende et glas æblegrød og opskriften på gammeldaws ævlekage.

Nu var det afsted mod Tahiti.

Vejrudsigten så skidt ud og normalt havde vi udskudt afgangen til bedre vejr var i sigte, men der var fint besøg på vej.

Min mor, mormor, Niels’ mor og papfar, var alle på vej til Tahiti og vi havde lovet at være der til at modtage dem.

Så som de pligtopfyldende sønner vi er, drog vi afsted.

Selvom der kun var 350 sømil, nåede vi nok at blive høvlet af mere regn end vores to tidligere oceankryds tilsammen. Her fik vi virkelig passatens linje-squalls at mærke og lige så snart vi kom ud af en regnbye, var den næste i sigte.

Men tidligt om morgnen d. 28/6 kunne vi se lyset af Papeete by skære igennem de grå skyer. Snart ville vi være i Fransk Polynesiens dunkende hjerte, en storby midt i stillehavet i selskab af vores mødre, som var klar med alt forkælelsen.

Så kunne regnbyerne bare komme an.

---

Tak fordi i læser med

Saga