Godt selskab på Selskabsøerne
- Phillip
- for 2 dage siden
- 7 min læsning
Ferie fra vores ferieeeee
Vi var nu ankommet til Papeete på Tahiti. Tahiti er en del af selskabsøerne som inkluderer bl.a. Bora Bora som i måske har hørt om.
Tahiti er både den største og højeste ø i Fransk Polynesien med et areal på 1042 kvadratkilometer og en højde på 2241 meter.
Tahiti er altså ikke nogen lille klump sand med palmer, men en junglebegroet oase af et bjerg i midten af stillehavet. Indbyggertallet på næsten 300.000 svarer nogenlunde til Århus hvilket udgør 70% af Fransk Polynesiens befolkning.
Det var noget helt andet at ankomme til Papeete ift Tubuai. Byen er fyldt med alle de moderne glæder lige fra luksushoteller til Apple foretninger til Macdonalds.
Vi lærte hurtigt at stedet er meget populært blandt sejlere, så populært at alle havne og mooringsbøjer var fuldstændig optaget. Her var også en særdeles stor mængde danske sejlere, så mange at de kalder det for “dansker-polynesien”.
Det tog nogle dage før vi fik en havneplads i Papeete, hvilket vi også kun fik fordi nogle danskere overlod deres plads til os da de skulle have båden på land. Og det var perfekt timing fordi Niels’ mor, papfar, min mor og mormor, var nemlig lige landet i Papeete. De var kommet ned for at besøge os i små to uger.
Havnen ligger lige i midten af Papeete by og vores normale sus af havet var ny udskiftet med suset fra den store hovedvej i byen. Men det passede os meget godt for så var vores families hotel indenfor gå-distance.
Ugerne med vores familie blev til en lille ferie fra vores ferie. Vi besøgte dem på hotellet hvor vi nød godt af varme bade, fjernsyn og vaskemaskiner og så tog vi på en masse ture for at få noget familietid.
Det var skønt at se vores mødre og få lov til at vise dem en lille snas af vores liv herude.
Nye gaster og så til Moorea
Vores familie var ikke det eneste fine besøg vi fik på Tahiti. Der ankom nemlig også et helt nyt hold gaster. Det betød desværre at vi skulle sige farvel til Laura som vi virkelig har nydt at have med på turen, men hun skulle hjem og fortsætte sit liv i Danmark. Bare rolig hun planlægger allerede at komme tilbage, hvilket vi ser forfærdeligt meget frem til.
Det nye hold talte 5 gaster og med Theis, Niels og jeg blev vi altså 8 mand på vores lille skude. Sofie, Freja, Thorvald, Johanne og Julie er allesammen vores venner hjemmefra og vi så frem til den nye energi de ville bringe til båden.
Efter vi havde sagt farvel til vores familie blev kursen sat mod Moorea, en anden Selskabsø og den første dosis søsyge blev leveret mellem de to smukke øer. De var dog ikke så hårdt ramte at de ikke kunne styre og sætte sejl og dermed få deres første introduktion til sejlerhåndværket.
Da vi ankom til Moorea kyssede vi lige Cook Bay, hvor der fræsede turistbåde om ørerne på os, hvorefter vi valgte at hoppe over til Oponohu Bay i stedet.
Oponohu bay, vandhunde med scuba tanke og harpuner
På ydersiden af Oponohu bay lagde vi i det smukke vand og vågnede med solen som stod op over Mooreas junglede bakkesider. Det var et skønt sted at ligge og det smukke vand kaldte efter at man skulle hoppe i og udforske. Og det kald besvarede vi med glæde.
Freja, Thorvald og Sofie havde taget et dykkercertifikat på Tahiti mens vi hyggede med familen og derfor var de helt klar på at dykke med os. Vores dårlige udstyr var blevet skiftet ud med nyt og der blev taget hul på de første dyk. Båden lå lige ved siden af et dykkerspot så vi kunne læsse et hold i dinghyen og sejle derhen på 5 minutter. Siden vi har Niels som dive master, vores eget dykkergrej og dykkerkompressor var vi helt selvforsynende med dykning og det var en fantastisk følelse endelig at komme i gang.
På dykkene blev vi mødt af store stimer fisk. Det vrimlede med regnbuefarvede papegøjefisk, røde soldatfisk, hornede enhjørningfisk, piggede kuglefisk og ørnerokker. Vi forventede også en masse hajer men så kun et par sortippede revhajer.
Ps der skal nok komme dykkervideoer på et tidspunkt ;).
Rekylstarteren til dykkerkompressor endte så med at gå i stykker efter et par dyk og efter Thorvald og Niels havde gjort sit bedste for at fikse den, måtte vi erkende at vi skulle have en ny. Vi fandt heldigvis en lappeløsning som vi altid gør.
Men scubadykning var ikke alt. Vi brugte en masse tid på at snorkle rundt i bugten hvor der vrimlede med fisk i alle størrelser og farver.
Vi fik også taget hul på en ny aktivitet.
I Papeete havde jeg nemlig været på shoppe tur og jeg var kommet hjem med et par nye legetøj, harpuner.
Lige siden Jerry havde introduceret os til spydfiskning på Tubuai, havde vi set frem til selv at give det et forsøg.
Spydfiskning er bestemt ingen nem disciplin men til vores store glæde, begyndte vi stille og roligt at fange fisk. På vores stolteste fiskedag fangede vi 7 fisk.
Hej til danskerne og Stingray City
En stille morgen udenfor Oponohu Bay, tøffede en gummibåd forbi og noget ved den pirrede vores nysgerrighed. Der stod nemlig Linda på siden af den. I båden sad 4 danske piger, de havde lige været ude og svømme med hajer og rokker ved Stingray City. Julie, Nadja, Sine og Sine var på vej tilbage til båden Triboloca som de passede for deres gamle chefer. Efter en kort snak smuttede de videre og efterlod os med tippet om at tage tidligt ud til Stingray City før Turistbådene ankom.
Så næste morgen stod vi tidligt op og pakkede snorkeludstyret i båden. Turen derud gik henover det lave turkisfarvet vand hvor korallerne nærmest stak ud af vandet. Lige som vi havde fortøjet dinghyen blev vi mødt af en kæmpe stor rokke som svømmede elegant rundt om båden. Lettere intimideret hoppede vi i og rokken blev hurtigt nærgående. Den var tydeligvis vant til mennesker som kom og fodrede den for da vi stak hænderne i vandet svømmede den nysgerrigt hen og undersøgte dem. Stille og roligt sluttede flere rokker sig til sammen med sorttippede revhajer. De meget fredelige dyr cirklede os og det var lige før man kunne række ud og røre dem.
Scooter tur, Theis’ redningsmission og spas med Triboloca
Efter at have brugt nogle dage på at dykke, spydfiske og snorkle udenfor Oponohu Bay, besluttede vi os for rykke ankeret ind i bugten.
Langs bugtens kant brusede vandet roligt på den palmebeklædte kyst og over dem tårnede Mooreas stejle junglebakker, som skyggede os fra den bagende sol. Vi lagde ankeret på 14 meters dybde lige ved siden af vores nye bekendtskaber på Triboloca som var ude at wakeboarde med deres gummibåd.
Nu ville vi gøre glæde af landet og vi lavede lidt forskellige planer. Theis tog med Triboloca på stranden, Niels ville vandre op på Mooreas højeste bakke og resten af os tog ind for at lege turister på scooter tur.
Jeg var på hold med Sofie og vi to susede rundt og besøgte nogle forskellige attraktioner. Først var vi forbi en juice og romfabrik. Rotui hedder anlægget og samme navn har deres juice. Efter turen på fabrikken blev vi ledt ind i deres butik hvor der også stillede bar op. I baren kunne man smage nærmest alt der blev produceret på stedet, helt gratis. Efter smagningen fortsatte vi lettere snallet ud til Tiki village, som er polynesiens svar på Den Gamle By i Århus. Her fik vi lov til at overvære to turister få et “traditionelt” polynesisk bryllup fyldt med musik og dans. Til sidst besøgte vi botanisk have som havde en meget død vaniljefarm. Her var højdepunktet en kat der var helt vild med mig og en fantastisk udsigt.
Da scooterholdet kom hjem fik vi hørt om de andres dag, som var gået lettere dramatisk for sig.
Niels havde resolut taget på sin vandretur, men glemt at pakke tasken med forsyninger. Han havde en lille flaske vand med og det var ikke nok. For da Niels stod 100 meter fra toppen på en smal tinde, blev han så svimmel at han knap kunne gå. Solen havde bagt ham ør og han tilkaldte hjælp som kom i form af Theis med en cola og nogle nødder. Uden nogen dramatik stod de ned af bjerget sammen og vi kunne alle grine af Niels som havde filmet sig selv ligge i en dejlig kold plet mudder mens han ventede på hjælp.
Historien kunne vi fortælle videre til pigerne fra Triboloca for dagen efter skulle vi til spsining med show allesammen. Det blev til en øl eller to og mens øllen flød, kunne vi overvære polyneserne lave et spektakulært danseshow. Helt spektakulært blev det da de begyndte at hive piger fra publikum op for at lære at ryste hofterne the polynesian way. Sofie var en af de heldige udvalgte og vi andre heppede og hujede mens vi nød godt af vores plads ved bordet. Der blev grint og piftet alt sammen i god sjov og Sofie kom tilbage til bordet. Sjovere blev det kun da de højt grinende drenge også blev budt til danselektion. Her blev Niels selvfølgelig valgt, men vi kunne da ikke lade ham være alene deroppe så vi andre sluttede os til ham.
Det var noget af en workout at danse på polynesisk maner og hvad vi ikke havde i rytmisk sans gjorde vi op for med hæderlig indsats.
Alt i alt en helt fantatisk aften og vi kunne ligge os godt beruset og bedanset i seng.
Efter den aften var vi nu blevet gode venner med Triboloca og den aften aftalte vi at bytte tjenester. Vi tog dem med ud på et dyk i bytte for at de gav os en tur på deres wakeboard. Dinghyen kæmpede med at få os utrænede op at stå i vandet, men det var fandme sjovt at prøve. Her viste skipperne sig fra deres gode side som de eneste fra Saga der lykkedes med at komme op at stå og fise rundt i bugten.
Som tak for denne herlige vandleg inviterede vi Triboloca på aftensmad, dog uden dans denne gang.
Det var en god afslutning på en god dag og det er også afslutningen for dette opslag.
Tak fordi i læser med
Saga
Comments