Fransk Polynesien, op til nu. Og historier fra gaster!
- SAGA
- 15. dec. 2025
- 14 min læsning
I over 5 måneder har vi sejlet i Fransk Polynesiens farvande, og selvom rejseformen er langsom, så er tiden fløjet afsted.
Kombinationen af at skifte besætning og øer med jævne mellemrum er med til at give en følelse af friskhed i hverdagen, og turen bliver i høj grad gjort af hvilke mennesker der er med.
Selv med 5 måneder brugt her, er vi langt fra at have udforsket det hele.
Der er 118 øer at vælge imellem, hvorfor vi sjældent er langt fra, endnu, nye oplevelser.
Noget har vi dog fået set og oplevet, noget er begyndt at føles mere bekendt end andet og noget har en speciel plads.
Det er de specielle oplevelser vores gaster har skabt, som jeg vil skildre i dette indlæg. Som noget nyt støder vores nuværende gaster til med en oplevelse de gerne vil fortælle lidt om. De har været med os både på Tuamotu-atollerne og Selskabsøerne. Yderligere har jeg besluttet at give jer lidt geografisk indsigt i Fransk Polynesien og, spoiler alert, det er måske lidt nørdet, men jeg holder det kortfattet.
Hurtig Geografi-lektion
Zoomer man ud på vores rute i Fransk Polynesien, vil man se at vi har opholdt os ved to ø-grupper: Selskabsøerne og Tuamotu-atollerne. Der er 78 Tuamotu-atoller og 14 Selskabsøer så de udgør en stor del af territoriet. Kun 75 af øerne er beboet og 69% af befolkningen lever på Selskabsøerne.
Indtil videre har vi været på:
Tahiti, Moorea, Huahine (selskabsøer)
Tikehau, Rangiroa, Toau, Fakarava og Raroia (Tuamotu-atoller)
Ring of fire!
Begge ø-grupper er opstået af et magmabad fra undersøiske vulkaner, hvis åbninger har rykket sig, ved bevægelsen af de store tektoniske plader i Stillehavet. Forestil jer at en revne på havbunden spyer magma ud i vandet, noget af magmaen hærdes, men i midten forbliver magmaen flydende og vulkanen vokser i højde. Hvis der fortsat er tryk på magmaen nedefra, skabes en skakt helt op til vandoverfladen. De tektoniske plader rykker sig cirka 10cm hvert år og dermed øen sig fra udspringet. Når øen har flyttet sig tilstrækkeligt, bliver skakten altså inaktiv og tilbage står et bjerg midt i Stillehavet.
Men udspringet kan stadig være aktivt og processen kan derfor gentage sig. Kombinerer man det med at der har været flere udspring får man et virvar af bjerge i vandet som vi i dag kalder Fransk Polynesien
Mange andre øer i stillehavet, Marquesas-gruppen, Hawaii-gruppen, Marshall-gruppen osv. er opstået ligesåvel af vulkaner. Stillehavets gruppering af undersøiske vulkaner, der både afføder grundlag for nyt liv og masseødelæggelser ved jordskælv og dertilhørende tsunamier, kaldes Ring Of Fire.
Selskabsøerne
På Selskabsøerne finder du størstedelen af Fransk Polynesiens befolkning og klart også de mest “moderniserede samfund”.
Mange vil måske blive overrasket over at man på Tahiti (den største selskabsø) finder både Apple butikker, motorveje, malls og shoppinggader.
Men Tahiti er undtagelsen på det punkt.
De andre selskabsøer er berørt af varierende mængder turisme, men der er ikke en ø uden.
Og man forstår da også turisternes flokken hertil, en bungalow på en palmebeklædt hvid sandstrand med udsigt over koralrev gemt i turkisblåt vand, det er jo paradis!
Vender man sig så ind mod øen, vil blikket glide hen over frodige jungler der stiger op mod skylaget, leder du længe nok spotter du sikkert et par vandfald der fosser ned. Her er Tahiti klart den mest imponerende selskabsø.
Tahiti’s toppe
Når man ligger for anker ved Tahiti, kan man hver morgen stå op til en smuk udsigt ind til bjergene på øen. Hele øen er nærmest en stor stigning fra vandkanten til toppene. Øen er 45 km på tværs og stiger til 2241 m.
Ideen om at se udsigten fra Tahiti’s toppe hev i os. Gad vide om det er indkodet i os at drage op i højderne. Efter lidt søgning om bjerget, besluttede jeg (Phillip) at slå følge på vores gast Frederiks intiativ, og vi ville tage turen derop.
Lokale på øen havde advaret os om udfordringerne ved diverse tinder og vi valgte at sigte efter den 3. Højeste, Mont Aroai (2066m). Vi brugte 1 dag til at planlægge en 2 dages tur, da vi ikke længe efter skulle sejle fra Tahiti.
Kl 8 startede vi turen inde i byen.
Efter 6 timer nåede vi op til første stop lige før solnedgang og kunne nyde en gylden time med udsigt over hovedstaden Papeete.
Aftensmaden stod på bålbagte kartofler og tun, hvis vi altså kunne starte et bål. Det viste sig at være et meget fugtigt bjerg og blæsten dræbte alle spæde forsøg på et bål.
Nåmen i det mindste havde vi husly.
Vi skulle overnatte i en træhytte bygget af nogle tahitianske ildsjæle.
Hytten holdte, til vores glæde, det meste af vinden ude, men desværre regerede skadedyrene i den lille hytte. Hele natten blev vi vækket af rotter der snuste os i hovedet og kravlede på os.
Haha, neeej…
Kl 4 næste morgen vovede vi os videre i mørket for at slippe for kræene.
Og vovet var det.
Uden at vide det tog vi nemlig rutens mest udfordrende stykke i mørke. Nogle dele af stien var faldet i afgrunden, så man hang i reb for at komme videre. Her snakkede Frederik og jeg om hvor dyrt et fald ville være, nu hvor jeg ikke har rejseforsikring.
Men forholdene var med os og vi fortsatte fint.
Kl 6.30 nåede vi hytte nr. 2 i 1800 m højde.
Vores vand- og madrationer var næsten sluppet op, men vi var lovet en vandpost på stedet.
Havde vi forberedt os bedre ville vi have vidst, at man skulle bruge vandrensende tabletter for sikkert at drikke vandet.
Vores dårlige forberedelser gjorde at vi følte os nødsaget til at vende om. Men vi holdte hovedet højt og kom ned i god behold, hvilket i sidste ende var vigtigst !
På vej ned mødte vi en fransk-tahitiansk bjergguide, som puttede os til skamme ved at løbe hele ruten op ad bjerget. Han kunne dog blødne slaget på vores egoer, da han fortalte at mange franske alpinister kommer fra Frankrig og bliver besejret af Tahiti’s toppe.
Med ømme ben men korpus i god behold kunne vi et par dage senere tage i mod Maja, Nanna og Rebekka på Tahiti.
Vandskræk på Moorea
Jeg stak af med Maja på kæresteophold mens Niels, Frederik, Nanna og Rebekka stak mod Moorea.
De var enormt spændte på turen, lidt fordi de var nervøse for søsyge, men mest af alt fordi det var hvalsæson. Niels lovede vidst gasterne en hval på turen men dem må Maja og jeg have stjålet fra dem da de ingen så og vi en masse.
Men Frederik havde blod på tanden og måtte absolut se hvaler og det skulle være nu. Han kimmede hvalsafari-selskaber ned og fik plads, han fik endda en lidt tøvende Rebekka med på ideen.
Her fortæller Rebekka om hvordan hvalerne afhjalp hendes vandskræk.
Denne tur har virkelig været et lærerigt eventyr, og jeg har mange øjeblikke, som jeg mindes med stor begejstring – nok mest af alt fordi oplevelserne har udfordret mig personligt. Jeg kan ikke ligefrem prale af, at jeg gennem min opvækst har været den store vandhund; faktisk har jeg helst badet i en pool af frygt for, hvad der kunne nappe mig i havet. Lidt dumt at tage til Fransk Polynesien, tænker du nok – men nogle gange skal man gøre noget, man er lidt bange for.
Bare det at hoppe i vandet med store fisk var for mig en kæmpe udfordring. At jeg skulle ud at snorkle med hvaler og dykke med hajer, overgik min vildeste fantasi. Alligevel blev jeg i de første dage overtalt til at tage med på hvalsafari.
Der gik ikke meget mere end fem minutter fra vi begyndte at lede, før vi spottede den første halefinne fra en ung pukkelhval. Vi trak i svømmefødder og snorkel og gled roligt ned i vandet. Selvom det var dybt, var vandet helt blåt og klart. Min første tanke faldt på hajangreb og jeg holdt godt øje, mens vi svømmede de 100 meter hen mod hvor vi så hvalen dykke ned.
Foran mig så jeg bare blåt og atter blåt, indtil et kæmpe dyr pludselig kom til syne. Den var måske ikke helt så tæt på, som jeg husker det, men det føltes, som om vi var lige ved siden af. En pukkelhval ser i hvert fald enorm ud på tæt hold. Mit hjerte bankede hurtigt, og mine øjne må have været lige så store som mine dykkerbriller. Det var, som om tiden stod stille – eller i hvert fald gik utrolig langsomt – mens det store dyr i slowmotion og helt ubekymret svømmede forbi os. Og pludselig var den væk igen, lige så hurtigt som den var dukket op.
Da vi kom tilbage til båden, var alle ekstatiske over, hvad vi lige havde været vidne til. Jeg var overvældet. Husk på, at dette var min første snorkeloplevelse nogensinde. Min vandskræk var væk. Dette gav mig modet til også at dykke. Heldigvis har vi set utrolig meget liv og mange fantastiske dyr under vandet siden. Jeg er så glad for, at jeg har oplevet verdenen under overfladen – en verden, som ikke længere virker nær så skræmmende.
Menneskene på Selskabsøerne
Mennesket er socialt og sammen med kærlighed skaber det grundlaget hvorved et samfund bygges. De to principper har givet liv til mangen forskellige samfund.
Det er altid interessant at møde de mennesker der indgår i samfund meget anderledes fra vores. Nogle af de bedste oplevelser er opstået gennem dette møde og de kulturchok vi får. Mest chokeret bliver vi i Fransk Polynesien, af deres gæstfrie og givende natur.
Når det kniber med at komme rundt på selskabsøerne, så stikker man bare tomlen ud og kort efter, vupti så sidder du på ladet af en lokals bil.
Det hænder ofte at vi kommer på afveje da vores franske er ja, ikke-eksisterende.
Men af disse afveje kommer man nogle gange hele øen rundt eller på en guidet tur til lokale seværdigheder eller måske hjemme i deres have hvor de plyndrer deres træer så vi kan fylde frugtnettene på båden.
Vi får tit følelsen af gerne at ville give igen, men for det meste er taknemmelighed det eneste vi kan give dem.
Pierre den livsglade
Lad mig introducere jer til Pierre.
Pierre er en yderst frisk herre i 60-årsalderen fra Frankrig. I Frankrig havde han en tourende dansetrup men efter corona flyttede han til Huahine.
Nu driver han en forretning med sin kone på Huahine. De tilbyder mange oplevelser b.la. Arial Yoga, som Frederik og pigerne afprøvede. Efter yogatimen snakkede Frederik med Pierre om at få lov til at prøve hans hobbycat (en lille sportskatamaran). Snakken udviklede sig til noget af en bytte-bytte-købmand.
Frederik er kite-instruktør og tilbød da Pierre lektioner mod at vi prøvede hobbycat’en
De næste 7 eftermiddage brugte vi sammen med Pierre i en masse vandleg og han var så tilfreds med Kite-lektionerne at vi også gik lov at prøve hans wingfoil udstyr.
På selskabsøerne har vi i sandhed glæde af at være nær et lokalt liv og gudeskøn natur. Alt dette skal nydes i fulde drag, for når vi tager videre til Tuamotu-atollerne, er livet noget helt andet.
Tuamotu-atollerne
Atollerne står som en drastisk kontrast til landskaber af bjerge og skove for som navnet antyder på Tahitiansk er de helt flade. Tuamotu betyder nemlig “de lave øer”.
Engang var der en ø, nok lignende selskabsøerne, omgivet af et rev, men øen forsvandt, over laaaaang tid, ned dybet og tilbage var ringrevet som hævede sig ud af havet. Midten af atollen er nu en saltvandslagune og huser et helt unikt fauna.
Lagunen er dog ikke helt afskåret havet.
Bliver bølgerne udenfor atollen store nok, øser de ind i lagunen.
Kombineret med tidevandstrækket vil en stor vandmasse blive tvunget ud igen. Dette fænomen har skåret passager eller revner gennem atollens kant.
Bliver revnen dyb nok, tillader den os at sejle ind i atollen, hvor man skal passe på da tidevandet sætter rasende fart i vandet.
Synet af en atol er ganske usædvanligt.
På en vindstille dag er atollens indre som en uendelig oase, skyer og fugle bliver farvet blå af vandet, mens bunden er klar at se selv på 20 meters dybde. Det er som om himmel og hav smelter sammen.
Dyrelivet i passagerne og atol-søen er noget af det rigeste man ser og det er også det man primært kommer efter, da der ikke er meget at komme efter i land.
Mange atoller er dog beboet og de små “byer” er ganske charmerende, men de er ikke højsædet for kulturelle oplevelser.
Man oplever en afskåret form for ro, som når man tager ud på landet derhjemme.
Stemningsbilleder fra atollerne
Atollernes afskåret atmosfære, kan med bål, snobrød og godt selskab gøre en aften ganske særlig.
Hør her Frederiks beretning om rødvin og et godt bål på Toau’s strande.
En aften på Toau
Vi er på vej mod Marquesas, men har gjort et stop på den lille ø Toau, en del af Tuamotu atollerne. Der ligger vi i noget der kaldes et falsk pas, eftersom at vandet fra lagunen kan strømme ind og ud, men koralrevet stadig forhindrer at man kan sejle ind i lagunen.
En aften beslutter vi os for at lave bål på stranden, så vi pakker alt hvad der skal til og sætter rødvinen på køl, som vi købte på Rangiroa, verdens eneste vinproducerende atoll.
På spidsen af atollen med passet på den ene side og revet med det uendelige ocean på den anden side, går alle i gang med at finde brænde og i løbet af ingen tid har vi et flot bål. Et par enkelte byger truer med at slukke det men vi kaster løs med tørret palmeblade som de kæmpende flammer kan fodre sig på og holder bålet i live.
Havet er roligt og solen er ved at forsvinde ned under vandoverfladen i horisonten. En lille rygfinne fra en baby haj svømmer rundt i vandkanten. Måske det er den Niels står og snakker til i det knæhøje vand, der er i hvert fald ingen andre.
Nanna og jeg er ved at forberede snobrødspinde og jeg har opgraderet min til en pind der skal bestå sin prøve. Den deler sig i 2 så man kan lave to snobrød på en gang! I mens er Phillip taget tilbage til båden for at hente rødvinen. Vi ser silhuetten sejle hen til en katamaran for at spørge efter en vinoplukker og spekulerer i om han mon har givet lidt af de kostbare dråber væk som tak, og om noget, vil gå tabt, når han skal sejle gummibåden solo tilbage med en åben rødvin.
Snart efter sidder vi alle omkring bålet med et glas rødvin og et dampende snobrød med hvidløgssmør. Pludselig er der en der råber delfiner!! Og vi ser de flotte dyr hoppe ud af vandet, spinde rundt om sig selv og lande med et plask.
Pigerne har lavet en lækker grydemad som går på rundtur med en ske i gryden så alle bliver mætte. Niels er gået i gang med at teste om man kan lave glas ved at pakke koralsand ind i sølvpapir og lade det ligge ved det varmeste sted i bålet. Jeg er gået ind i krattet for at hente en stor gren fra et dødt træ jeg fik øje på tidligere. På grenen hænger der et tykt lag udtørret vegetation, og da jeg kaster det på bålet når flammerne næsten op til himlen.
Klokken er ca 21, hvilket er ved at være vores sengetid da vi hopper i gummibåden og vi sejler trætte men i højt humør tilbage til båden.
I Fransk Polynesien har jeg haft mange store naturoplevelser jeg kun har kunnet drømme om. Men det der binder os sammen er fællesskabet, og det har man hver dag på en sejlbåd. Vi gør hinanden rigere. I fællesskabet er det kun kreativiteten der sætter grænser og hver dag formes delvist af en selv, og ens medmennesker. Alle bidrager med noget i kraft af hvem man er. Vi inspirerer hinanden, lærer af hinanden, giver til hinanden, og hjælper hinanden. Dette er en mindst lige så stor del af rejsen som det de store naturoplevelser kan byde på.
Rødvin, fælleksab og himmelen er store temaer i Frederiks mindeværdige aften. Tilsætter du sang og søndagstøj, får du temaerne til næste minde.
Søndagsmesse på Rangiroa
Læs her Majas beretning om en søndag på Rangiroa.
Normalt er søndage på båden sat af til rengøring og projekter - men søndagen efter ankomst til Rangiroa blev der også tid til lidt spiritualitet.
Vi trak allesammen i vores stiveste puds; næsten-rene skjorter og lange skørter eller bukser, og begav os i land mod den katolske kirke vi havde set på vej igennem passet dagen forinden. Da vi nærmede os kirken blev vi mødt af lyden af sang, trommer og ukulele, og vi troede vi var kommet for sent. Vi ville dog lige kigge ind ad døren, og knap nok havde vi betrådt kirkens grund, før en sød mand havde rejst sig fra sin bænk foran kirken og vist os ind på to bænke - på den ene sad et par og på den anden en dame der tydeligvis havde helt styr på alle skolebørnene på de forreste rækker - ét blik fra hende, og så artede de sig!
Gudstjenesten gik i gang, og det var noget af en oplevelse. Den lille kirke var helt fyldt op med mennesker på alle bænkene der sang hjerteligt med på alle sangene til trommernes og ukulelernes akkompagnement. De enkle tekster blev yndefuldt sunget af kvinderne og mændene i en smuk tostemmig kanon der harmonerede med de lyse toner fra strengeinstrumenterne og de dybe rungende klange fra trommerne - det var sange der rørte dybere end det basfyldte reggaeton vi normalt får at høre her i fransk Polynesien. Vi prøvede selv at synge så godt med som vi kunne, hvilket vidst var til stor glæde for korsangeren der havde ansigtet mod menigheden og dirigerede salmerne, og vi fik af flere omgange er stort smil og en ekstra tydelig dirigering fra hende, så vi kunne være så godt med i fællesskabet som overhovedet muligt.
Pludselig blev vores hænder grebet af sidemakkere til den ene eller anden side, og vi stod og sang, hånd i hånd, med hele menigheden, endnu en enkel men smuk melodi, hvorefter vi fik udvekslet håndtryk eller kindkys både med sidemakkere og de der sad foran, bagved og diagonalt for os. Senere har jeg forstået at der blev ønsket fred til hinanden, men i øjeblikket tænkte jeg at det var da den fineste måde at tilgå hinanden på, og hvor dejligt det var at vi også fik lov at blive inkluderet i denne skik.
Det var smukt at blive så uforbeholdent inviteret med ind i et fællesskab som vi blev til søndagsmesse, og helt personligt for mig føltes det som den bedste måde at besøge et sted. At møde folket og deltage i deres liv hvor det sker i stedet for på de turistede resorts og dykkerspots - uden at forvente tjenester, attraktioner eller pengeudvekslinger. At møde nogen uforbeholdent og blive mødt på samme måde.
Aaah ja, vi ser os nok ikke som nette kirkegængere, men når vi nu har så meget tid, kan det ikke skade. Efter messen blev vi enige om at et godt kor, gør det noget mere nydeligt at være i kirke.
Vi synes man skal leve sig ind i den kultur man besøger som rejsende.
Men nogle gange er det dejligt at søge mod det danske.
Hygge i Fransk Polynesien
Spørger du en dansker hvad der er dansk står disse fem ting højt på listen:
Højskoler, pølsevogn, håndbold, foreningsliv og tillidsamfund.
Men alt det findes ikke på Tuamotu-atollerne, jo måske tillidsamfund men man kan sku lede længe efter en pølesvogn.
Der ligger nogle værdier i hvorfor vi synes netop de ting er danske og noget af det tager vi med os helt ud midt i Stillehavet.
Her er Nannas fortælling om en dag, som jeg synes stemmer godt i de ting vi føler er danske.
På en sejltur i midt oktober, efter at vi havde fejret brunsvigerens dag, var der en af de andre der kom på en sjov ide, vi skulle da også fejre halloween.
Den var vi alle med på, og vi delte os op på forskellige planlægningshold - drinks, pynt, mad og underholdning - alt hvad der skal til for at holde en god halloweenfest. I starten var alle lidt på bar bund, hvordan planlægger man lige en temafest når man kun kan købe festremedierne i et letkøbs-agtigt supermarked. Men alle var indstillede på at vi skulle få det til at lykkedes, så da dagens for halloweenfesten kom, hang der i cockpittet tegnede græskarhoveder på "væggene", der var køkkenrullespøgelser fra "loftet" og pandelamperne lyste rødt rundt i hjørnerne for at skabe ekstra stemning.
Hvis man efter det kunne være i tvivl om dedikationen til denne aften, kunne man kun overbevises af menuen, der bestod af monsterhoved-burgere og kirkegårdskage med gravsten til alle efterfulgt af blodige drinks med hjemmelavede øjenæbler og hajfinner i.
Alle klædte sig ud med hvad man havde kunne finde diverse steder, og vi inviterede en af de andre danske både over til fest. Der var quizes, drinks og ja festen endte selvfølgelig på dækket (floor), og til sidst med en tur i bølgen inden aftenen rigtig kunne kaldes succesfuld.
Det var en fest man uden tvivl også kunne have holdt derhjemme, og sikkert med et mere overbevisende look. Men det hyggelige opstod i høj grad af hvor kreative alle var med at finde på det hele mens vi gik og glædede os til at afsløre alle de små hemmeligheder og finurlige påfund til aftenen.
Ja, man skal være kreativ når man ikke har nips- pynt-, tema- og festbutikker overalt, men det skal vores selskabskultur ikke lide af. Det fungerer kun fordi vi har haft en gruppe på båden der alle vil fælleskabet.
Derfor har det været nogle herlige måneder herude, med lidt slid og rigtig meget nydelse.
Vi har sagt på gensyn til de fleste af gasterne der har været med os i Fransk Polynesien, men vi deler nogle helt uforglemmelige tider med dem.
Nu er vi taget til Marquessas, hvor vi håber på at sætte farten ned og virkelig have ro i juletiden.
Fra Maja, Nanna, Niels og jeg ønskes alle derhjemme en god jul og glædeligt nytår.
Tusind tak for denne skønne fortælling.
Rigtig god jul og godt nytår til jer alle.
Hilsen Onkel Fomme 😘