top of page
  • YouTube

Satellitbeskeder, Sydlige Stillehav

  • Forfatters billede: SAGA
    SAGA
  • 24. jul.
  • 7 min læsning

Dag 2 fra Saga:


Hej derhjemme.

Vi er nu kommet godt afsted. Vinden viser sig ikke særlig meget, og vi kæmper lidt med modstrømmen i Cook Strait. Men det bliver bedre og bedre.

På grund af den manglende vind har vi fået besøg af de store Albatrosser. De svømmer rundt om båden og kigger lumsk. Det er altså en stor fugl.


Placering: 41 12s 174 35e

Distance til Tubuai: 2253 sømile

ETA: 12/06


Over and out. 🙋🏼‍♀️


Albatrossen: en mægtig fugl, her seende noget muggen ud
Albatrossen: en mægtig fugl, her seende noget muggen ud

Dag 4 fra Saga:


Hejsa. Vi stryger afsted mod øst. Vejret er bare fantastisk med skyfri himmel, stjerneklare nætter og 5-7 m/s vind fra agten.

3 gange er der blevet spottet delfiner. Vi tror det er verdens mindste art, nemlig Hector delfinen, for de er godt nok små.

Fisk er der ikke blevet fanget, men det ville også være for meget at forlange.

Vi krydser snart datolinjen, hvilket skal fejres med en Pepsi fra Lise, mange tak. Og så er vi snart under 2000 sømile, så det skal fejres med pandekager og så er det faktisk også popcorn fredag.

kort sagt, vi har det godt.


Placering: 42 00s 178 37e

Distance tilbage: 2042 sømile

Kurs: 90*


Over and out! 🙋🏼‍♀️


Åh ja, pandekager, en favorit på båden
Åh ja, pandekager, en favorit på båden

Dag 6 fra Saga:


Hejsa. Det går stadig godt. Vi får tilbagelagt gode sømile og solen skinner stadig på os.

Vi har lavet nogle designeret dage, så der er lidt traditioner og noget at glæde sig til hver dag.

Fredag er som sagt popcorn-dag, søndag er desert-dag, tirsdag er chokoladebar-dag og torsdag er højskolesangbog/ aktivitetsdag. Ja det handler meget om mad, men det er nu også en af livets glæder.


Den anden dag, krydsede vi datolinjen og gik derfor en dag tilbage i kalenderen. Vi er nu på den vestlige halvkugle, og ikke længere foran jer i tid, men derimod bagud. Det får mig til at undre mig over hvad tid egentlig er for en størrelse.  Men det blev da fejret med pandekager. De er jo også tidsløse.


Derudover er der kommet gang i fiskeriet. Theis fangede en lækker tun den anden dag.


Placering: 42 01s 176 42w (husk at det er vestlig nu)

Distance tilbage: 1832

ETA: 12/06


Over and out! 🙋🏼‍♀️


Lækker lækker tun, her er Theis med hans første Albacore
Lækker lækker tun, her er Theis med hans første Albacore

Dag 8 fra Saga:


Hej derhjemme. Vi har det stadig godt. Vinden har taget til en smule, men vi stryger stadig afsted. Lige for tiden kæmper vi os nord på i nordvestlige vinde. Ellers er der ikke sket det store siden sidst, så det var alt herfra.


Placering: 41 39s 171 45w

Distance tilbage: 1610

ETA: 12/06


Over and out! 🙋🏼‍♀️


Det er koldt omkring de brølende fyrre, men vi har lag nok
Det er koldt omkring de brølende fyrre, men vi har lag nok

Dag 10 fra Saga:


Hej derhjemme. Vi har det godt. Theis har vist hvorfor han er fiskeminister, ved at fange endnu en god størrelse tun. Det kan nu også meldes at alle har været i bad. Ja, det er ikke sådan lige til herude.

I går havde vi lidt mildere vejr, hvilket blev nydt meget. Det kommer til at trække lidt op i nogle dage, men vi bevæger os stille op til troperne.


Position: 40 12s 168 01w

Kurs: 70*

Distance tilbage: 1378 sømile

ETA: 11/06


Over and out! 🙋🏼‍♀️

Ja tak! Endnu en Albacore. Theis gør sig fortjent til fiskeministertitlen
Ja tak! Endnu en Albacore. Theis gør sig fortjent til fiskeministertitlen

Dag 12 fra Saga:


Hej derhjemme. De sidste par dage har været grå og våde, men nu er solen tittet frem. Vinden er lige til den stærke side, men intet som vi ikke er vant til på dette punkt. Vi har efterhånden lært, hvordan man gør båden rar at være i, også selvom vinden er hård og bølgerne store. Vi er nu også ude af de brølende 40'er. Det brøler dog stadig til tider, på trods af at vi nu er i de tamme 30'ere, som vi selv har navngivet.

Vi kan se at vejret begynder at stilne af på mandag, og så burde vi være fri for den stærke vind her sydpå. Halvdelen af distancen er blevet tilbagelagt, og vi sejler direkte mod Tubuai, sol og varme. Humøret er høj, alle har det godt og der bliver sunget i cockpittet. Kønt er det ikke, men så hører man knap nok vinden.


Placering: 39 14s 163 36w

Distance tilbage: 1191 sømile

ETA: 11/05


Over and out! 🙋🏼‍♀️


Ingen seashanties her, men højskolesangbogen brillerer
Ingen seashanties her, men højskolesangbogen brillerer

Dag 14 fra Saga:


Hejsa. Vi nærmer os nu afslutningen på den hårde periode, og det bliver tiltrængt at få en lille pause. Vi har det godt, men det tager lidt på overskuddet. Heldigvis er det dessert søndag i dag! Der er dåsefrugt på menuen. Hvad mere kan man drømme om? Nu håber vi snart at varmen kommer. Vi tager gode sømile mod nord hver dag, og det er da allerede blevet lidt bedre. Kommer lidt an på om vi har nordlig vind eller sydlig.


Fiskeafdelingen er gået lidt i stå. Der er ikke meget lyst til at ordne fisk på agterdækket i høj sø og vind, hvor man næsten er garanteret et ordenligt plask. Men vi håber snart at begynde igen.


Vi er nu også kommet under 1000 sømile til Tubuai. Det er strålende, og tiden flyver afsted. Vi kan snart tælle dagene.


Placering: 36 40s 160 37w

Distance tilbage: 976 sømile

ETA: 11/06


Over and out! 🙋🏼‍♀️


Som det ses på Laura, så eeeelsker vi dessertsøndag, men hvem ville ikke?
Som det ses på Laura, så eeeelsker vi dessertsøndag, men hvem ville ikke?

Dag 16 fra saga:


Hejsa. Over den seneste uge har vi haft meget vind, men nu har vi intet vind! Det er nu en rar afveksling, og det tegner sig godt til en lille svømmetur.

Vi er begyndt at mærke slutdatoens ankomst, og det giver en smule rastløshed, men det er kun godt, for så sker der lidt ekstra sjov på båden.

Og så må vi erkende, at der ingen fisk er i havet mere, vi har simpelthen fanget dem alle. For der sker intet på fiskefronten. Sådan er det nu bare. Måske det bliver bedre længere nord på.


Placering: 33 44s 159 00w

Distance:792 sømile

ETA: 11/06


Over and out 🙋🏼‍♀️


Havet har lige så meget skønhed som det har råstyrke
Havet har lige så meget skønhed som det har råstyrke

Dag 18 fra Saga:


Hejsa. Det går helt vildt godt, herude på det store hav. Vi laver god nordlig fremgang, og det kan mærkes på temperaturen. Vi nærmer os nu de 20 grader igen. I morgen er vi også ude af de tamme 30'ere, og nu inde i de trofast 20'ere, nær en passatvind.


Og så er vi ved at være der, hvor jeg kan garantere en ankomstdato. Jeg forventer lige nu d. 11/06, men næste gang jeg skriver, så kan jeg forhåbentligt sige det med sikkerhed. Plus/minus én dag.


Tiden den flyver afsted, men jo nærmere vi kommer Tubuai, jo langsommere kommer tiden til at gå. De sidste dage er altid de længste. Men så er ankomsten blot sødere.


Placering: 30 45s 157 43w

Distance: 617 sømile

ETA: 11/06


Over and out 🙋🏼‍♀️


Humøret er højt efter storsejlet blev blæst op og skulle bjerges i høj sø
Humøret er højt efter storsejlet blev blæst op og skulle bjerges i høj sø



Dag 20 fra Saga:


Hej derhjemme. Vi har fået en varm vind fra nord, og kan nu melde 25 grader i skibet. Det har været tiltrængt efter mange nætter pakket ind i 4 lag tøj. Vi kan godt mærke at afslutningen nærmer sig. Vi har taget 2 store og krævende havkryds. At sejle over Atlanten var ikke nær så hårdt.


At sejle så langt mod syd er en helt anden liga. Derfor kan vi også godt mærke sejlads-træthed. Vi vil bare gerne være vandrette i køjen, svømme en tur om båden, dykke en tur på et koralrev af tusind farver og have et stykke frugt. Man får et helt andet syn på tilværelsen, når man sejler så længe som vi gør. Livets små goder bliver store, og de "store" problemer bliver små.


Ankomsten lyder nu på d. 12/06. Den er næsten garanteret. Hvilket er meget smukt, for det var netop den dato vi først skrev som forventet ankomst.


Placering: 27 57s 157 30w

Distance: 507 sømile

ETA: 12/06


Over and out 🙋🏼‍♀️


Dejligt lune strøg og åh hvor skønt det er at smide det tunge sejltøj
Dejligt lune strøg og åh hvor skønt det er at smide det tunge sejltøj

Dag 22 fra Saga:


Hejsa. Alt godt fra havet. Vi nærmer os afslutningen, og slutspurten er i gang. Der er et højtryk som nærmer sig, men vi håber på at komme frem til Tubuai inden da. Vejret er meget skiftende, nogle gange regner det, andre gange er der sol og varme, og der ses også lidt torden i horisonten. Men vi har det meget godt, og vi glæder os bare helt vildt meget.


Phillip lavede kanelkage med glasur til dessertsøndag. Det var lige hvad vi manglede.


I dag fejrer vi at vi kommer under 300 sømile. Lige hvordan, ved vi ikke endnu, men der er ideer med hjemmelavede Churroz, abemad fra dåse, æblegrød med fløde og andet. Mulighederne er mange her i Sydhavet.


Placering: 26 19s 154 44w

Distance: 335 sømile

ETA: 12/06


Over and out 🙋🏼‍♀️




Dag 24 fra Saga:


Hejsa. Jeg kan nu meddele at vi i skrivende stund, har under 100 sømile tilbage. Ergo, vi er fremme i morgen, højtryk eller ej! Dog havde vi lige et mindre problem, da vi ville oplade batterierne ved at køre motoren i et par timer. Vi drejede på nøglen, og så skete der....ingenting. Spændende tænkte vi, bare det ikke er startmotoren der har givet op.

Phillip begyndte den helt store diagnosering på elsystemet. Der er nemlig mange steder at fejlen kan ligge, når vi snakker el. Til sidst kom han frem til at det måtte være selve nøglekontakten. Hvad gør man så?

Ja, her skal I derhjemme bare forestille jer et biltyveri på film. Phillip tog en skruetrækker, gik ned til startmotoren og skabte forbindelsen mellem batteri og motor på en mere primitiv måde. Rigtigt nok, så startede lortet. Eller det tog faktisk 2 forsøg, han fik nemlig et chok første gang. Nu kan manden stjæle en båd, så pas på når han kommer hjem.


Det er dejligt at have en kompetent el-minister ombord, og det er et mysterium, hvordan han ikke har fået et rap over fingrene endnu, men mon ikke det kommer.


Så nu skal vi have en ny kontakt, men sådan er det at sejle. Konstante reparationer. At sejle 5000 sømile på et par måneder kan mærkes på besætning og båd, men nu er Tubuai næsten indenfor rækkevide.

Vi har det helt fantastisk herude. Den anden dag så vi en Finhval-kalv, men mor var ikke til at se. Hvalerne kommer typisk op fra Ishavet for at yngle og opforster deres unger tæt ved ækvator. Den var "kun" 3-4 meter lang, og havde en stor mund, samt en lille rygfinne.


Placering: 24 10s 151 03w

Distance: 98 sømile

ANKOMST: 12-06-24


Over and out! 🙋🏼‍♀️


vi har glædet os til at hører fra de unge mennesker! 🥰🥰


Med kun lidt el-lære fra gymnasie-fysik, kan det være en jungle at fikse el på båden, men vi lærer som problemerne opstår
Med kun lidt el-lære fra gymnasie-fysik, kan det være en jungle at fikse el på båden, men vi lærer som problemerne opstår

Hej allesammen,


For at der ingen tvivl hos nogen er om vores ankomst, så ligger vi for anker som de eneste udenfor Mataura på Tubuai!


Vi ankom som forventet d. 12/6 og har siden nydt godt af det smukke vand og den smukke ø.


Håber i har det godt derhjemme.


- Saga og dets helskindede besætning


Her ligger saga trygt og godt for anker ved Mataura på Tubuai. Ø-eventyrene begynder!
Her ligger saga trygt og godt for anker ved Mataura på Tubuai. Ø-eventyrene begynder!

 
 
 

Comments


bottom of page