Revnede sejl, manglende gas, 22 m/s vind, stjerneklare nætter - Det Tamanske Hav
- SAGA
- 17. maj
- 9 min læsning
Der er flere mennesker der har besteget Mount Everest, end der er mennesker der har krydset det Tasmanske hav i et sejlskib. Havet er notorisk kendt som »The Ditch«, og med sine omskiftlige og til tider voldsomme vejrforhold, så er det ikke en let opgave at komme over på den anden side. Det kan vi nu bekræfte.
Søsyge og trætte kroppe
Vi sejlede ud d. 17 April, vejret var dejligt, vinden var lige tilpas, det var Phillips fødselsdag og alt var som det skulle være -Trods et lille solcellechok netop som vi skulle til at sejle. Det blev hurtigt fikset-. Vi sejlede ud på havet i røven af et stort lavtryk der var på vej ind over New Zealand. Vi vidste, at under det første døgn ville vi på grund af lavtrykket have store bølger, og rigtigt nok tvang bølgerne os i en nordøstlig retning, selvom vinden var fra sydvest. De høje bølger gjorde at søsygen ramte mere eller mindre alle ombord, kun Philllip undgik at aftensmaden kom retur. Det skulle vise sig at vind og bølger sjældent havde samme planer som os.
Velsignet af et højtryk
Efter et par dage på vandet blev vi indhentet af et højtryk. Det betød solskin og ingen vind. Vi gjorde derfor det fornuftige og svømmede på 4 kilometers dybde, tog et bad og lavede finurlige udspring fra båden.
Om natten var der stjerneklart på himlen. At være så langt ude på havet, betyder at der intet lys findes, pånær det vi selv laver, og det himmellegemerne giver. Stjernerne mangedobles derfor, stjernebillederne drukner i utallige nye stjerner der maler natten hvid over et stille hav. Ja selv havet lyser op i et højtryk. Det er morilden. Selvlysende plankton. Hver bølge som Saga laver er blå i natten. Over os ses Mælkevejen, som et bælte der holder fast på universet. Stjerneskuddene er det eneste tegn på at tiden ikke er gået i stå.
Og når nattehimlen bliver slået i millioner af stykker, for først at samle sig i gule og grønne farver, derefter orange og lilla, imens horisonten bliver rød, grøn og blå hele vejen rundt, og skyerne bliver lyserøde og orange, for til sidst at lade solen blomstre op af havet, så ved vi, at vi er de heldigste mennesker på jorden.
Det er øjeblikke som disse at vi sejler for. Dem der gør livet smukkere og verden større.
Men at være i vindstille vejr på en båd minder lidt om at være sneet inde. Hyggeligt og dejligt at have fri for arbejdet i et døgns tid, men så rammer kedsomheden og stilstandens frustrationer. Vi tændte motoren og sejlede videre. Vi troede trods alt at vi kun havde 10 dage tilbage af turen. Det er ingen hemmelighed at vi tog fejl!
Det er jo ikke så slemt herude
Langsomt begyndte vi at komme ind i rutinen på havet. Det indebar 3 timers nattevagt, en skiftende maddag hvor man ingen vagter havde, men derimod lavede mad og tog opvasken, imens man havde fiskestangen ude agter. Søsygen var ikke så slem mere, telefonerne var pakket væk for bøgerne og det var som om at vi altid havde været derude.
Da vinden endeligt kom igen var den fra øst. Det er ikke så fedt når vi gerne ville mod øst, men syd kunne også gøre det i et par dage. Det viste sig så at blive i mange dage. Vi valgte derfor at skifte kursen fra Auckland på Nordøen til Nelson på Sydøen. Det passede bedre med vinden, og var på daværende tidspunkt ikke så meget længere. Østenvinden forsvandt ikke, så vi sejlede syd på. Vejret blev koldere. Vi sejlede jo væk fra ækvator. Men det gjorde endnu ikke noget.
At være på havet lyder ensomt, ja nogen synes at det lyder klaustrofobisk, at være på en lille sejlbåd midt ude på havet. Men når man kommer derud, så indser man at intet sted i verden er man så fri som på havet. Vi kan sejle hvorhen vi vil, så længe vinden tillader det altså. Vi kunne sejle direkte fra Brisbane, Australien til Vejle havn, hvis blot vi havde de rigtige forberedelser og vigtigst af alt, lyst. Man opdager også hurtigt at man ikke er alene på havet. Fuglene flyver over bølgerne som var de selv en bølge. Vi så endda verdens største fugl, nemlig den Vandrende Albatros. Også delfiner var forbi båden og sige hej. De legede i vores stævnbølge, inden de fortsatte deres egen rejse. Og så er der jo fiskene. Dem så vi helt oppe på dækket, da hver af vores gaster fangede en fisk hver. Lise startede godt ud med en god størrelse Mahi Mahi, som Theis fulgte op på med en kæmpe stor Mahi Mahi på 123cm og Laura sluttede af med en stor tun omkring de 15 kilo. Mere fiskeri blev det ikke til, da vi skulle have spist vores andet henkogte mad, der ellers ville blive smidt ud i New Zealand.
Her er lidt slemt herude
D. 29 april kunne vi se på vejrfilerne, at vinden ville vende til sydlig vinde, hvilket var en god retning, men vinden ville blive for kraftig. 16 m/s i gennemsnit og vindstød på 20-22 m/s. Det var lige lovlig nok vind. Vi havde 2 muligheder: Sejle med vinden mod nord, altså derfra vi lige var kommet, eller ligge os underdrejet. At være underdrejet er en teknik som vi havde snakket meget om, men ikke var sikker på at Saga overhovedet kunne. Det kræver nemlig at man stiller sejlene korrekt, så båden hele tiden er med 50 grader til bølgerne, og dermed rider dem roligt. Det er noget ikke alle "moderne" både kan. Vi besluttede os for at prøve at teste Sagas evner til at være underdrejet.
Først prøvede vi med storsejlet og forsejlet, det virkede ikke, så storsejl og mesan, det var heller ikke godt nok, hvad så bare med storsejlet? Nej, det duede heller ikke, og til sidst, lige da vi var ved at give op, prøvede vi kun at sætte mesansejlet. Saga begyndte at vugge frem og tilbage i bølgerne. Når hun blev skubbet væk fra vinden, så drejede hun sig selv op igen, indtil at hun igen blev skubbet væk fra vinden, og sådan fortsatte hun med 50 grader til bølgerne. Vi låste roret fast med fleksibel reb, og satte os ned under dækket.
Senere på aftenen begyndte vinden at blæse 16 m/s. Vi lå trykt under dæk, og selvom vi godt kunne mærke at vinden var hård og bølgerne store, så var det overraskende behageligt.
Vi tjekkede regelmæssigt til riggen, også om natten, og prøvede at få det bedste ud af situationen.
Det er bare gas!
Efter et par dage underdrejet i hård vind, løb vores gasflaske tør for gas. Intet problem, vi har 3 flasker mere med. Men hov, den ene af flaskerne var med forkert ventil. Vi havde byttet os til flasken lige inden afgang ved det lokale byggemarked, og uheldigvis taget den forkerte slags flaske. Men skidt pyt, var har stadig 2 flasker mere. Men hov, der er ingen gas i dem. De er blevet købt uden gas i....... Skal man grine eller græde? Vi valgte at grine og lade være med at pege fingre af de uheldige mennesker, der havde købt gasflasker uden gas. Det var da frustrerende, men langt fra farligt. Vi havde massere af mad der ikke BEHØVEDE varme, men som dog smagte en del bedre med varme..... Sådan er det at sejle, nogle gange må man lære på den hårde måde. Vi levede af alt godt fra dåseskabet og madpandekager. Lidt ensidet, men bedre end ingenting. Ja, det værste var kaffen. Instant kaffe er ikke godt koldt....
Heldigvis begyndte vejret at stilne af kort tid efter, og det passede strålende med at mesansejlet, der havde arbejdet hårdt i flere dage, nu endeligt gav op med en stor flænge på tværs. Skidt pyt, den havde gjort sit job. Vi sejlede mod øst i en sydlig vind.
Sådan fortsatte vi de sidste dage indtil vinden blev nordlig, og vi kunne flyve ned mod Nelson. Vi fejrede hver 100 sømile med lidt slik eller æblemos på glas, så selvom aftensmaden blev mere og mere mærkelig, i takt med at vi eksperimenterede med forskellige dåsekombinationer, så havde vi det godt og humøret var højt.
Land i sigte!
Endeligt, efter 22 dage på havet, kunne vi se land. New Zealands klipper og bjerge stod højt og grønt over havet. Vi manglede blot at sejle rundt om toppen af Sydøen, ligesom Hollandske Abel Tasman i 1643, og så ned i Tasman Bay. Det begyndte at regne som bare fanden, men det gjorde intet på humøret. Trætte, våde og sultne efter varm mad, ankom vi til Nelson om morgenen. 23 dage på vandet.
Den første proces var at komme forbi customs. Det krævede en masse papirarbejde, gennemtjek af skabe og en konfiskering af det mad vi endnu havde, og til sidste et tjek af bunden for at være sikker på at vi ingen ulovlige marinedyr havde med. Det vidste sig at det havde vi, så Saga skulle en tur på land og rengøres, men vi var trods alt fremme. Vi sejlede over i marinaen, sprang på land og nød at have fast grund under fødderne. Første trin på dagsordnen: pizza, øl og et bad!
Phillip og Jeg (Niels) er meget stolte af vores gaster. De har virkeligt klaret det fantastisk og taget den hårde tur med oprejst pande. Ingen har klaget eller hadet at være på vandet og hver og en har løftet deres del. Det er hårdt arbejde at sejle en båd så langt og så længe, med massere af modstand, men vi er virkeligt imponeret over deres gåpåmod. Selv da gassen slap op, eller da man var træt og søsyg, så viste de forståelse og viljestyrke. Vi kunne ikke have ønsket et bedre hold her på den første tur.
Desværre skal vi sige farvel til Lise. Hun er nødt til at springe fra inden det næste kryds på grund af de forsinkelser vejret har givet os. Der er en hverdag derhjemme der kalder, og det har vi fuld forståelse for. Vi har nydt godt af Lises selskab, medicinske evner, gode humør og arbejdsmorale. Vi kommer til at mangle hende, men heldigvis kan vi sagtens sejle med blot 4 ombord.
New Zealand Vandfald og faldskærmsudspring!
Vi brugte nogle dage på at klargøre båden til det næste havkryds mod Fransk Polynesien. Sejlet er fikset, båden er igen proppet med mad og diverse steder hvor der kom vand ind er tætnet. Derefter havde vi fortjent en fridag.
Vi lejede en bil og kørt et par timer ind i landet mod Wainui vandfaldet. Turen gav os mulighed for at se lidt af det land vi har kæmpet hårdt for at nå, men desværre må forlade snart.
Bjergene rejser sig og falder bløde som bakker. Grantræerne blander sig med palmetræerne. Vinmarkerne står langs vejene, under bladene går hundredvis af får. Langs det grønne havvand er smukke sandstrande og klipper der trodser tyngdekraften.
Selvom vi er så langt fra Danmark man kan komme, så føles New Zealand meget hjemligt. Her er koldt, det er efterår og 4-7 grader om natten og kun lidt mere om dagen. Det er som en blanding mellem syden og norden, en nærmest identitetskrise der også viser sig politisk imellem den indfødt befolkning og efterkommerne af englænderne. Det har vi desværre ikke nok tid til at lære om, men vi ser en befolkning der går meget op i deres kultur og sammenhørighed.
Vandfaldet tog en lille time at gå ind til. Vi fulgte Wainui floden der med sine kæmpe store sten og spejlblanke vand, gav os rig mulighed for at lege og nyde den unikke natur fyldt med fugle.
Selve vandfaldet var stort og kraftigt. Vandet sendte en tåge af vand og vind i håret og vi tabte lidt kæberne. Theis og Phillip bevægede sig ned i vandet og over på den anden side af floden for at undersøge en hule, som dog ikke var særlig stor, men det gav en fantastisk stemning af eventyr.
Trætte men med fornyet energi til at sejle tog vi hjem til kære Saga.
D. 16 var Phillip og Lise ude og springe i faldskærm. Lidt nervøse og spændte satte de sig på skumgummipuder i et lille propelfly. Flyveturen tog 20 minutter og mod slutningen fik de iltmasker på. Under dem var der 5 kilometer luft. Da de nåede dropzonen kunne de se frosne bjergtoppe mod syd og skove mod nord. Hele New Zealand var i syn. De blev sat hængende ud over kanten, og pludseligt faldt de mod jorden. Det var 70 meget korte sekunder i frit fald og derefter 5 minutter i faldskærm. Da de landede på numsen var de høje på livet, og en oplevelse rigere.
Hvad Nu?
Vi har for første gang været heldige med vejret, og allerede mandag d. 19 maj er der et vejrvindue til os. Vores vejrguru MetBob har sagt god for en rute direkte til Austral øerne. Det betyder at vi nok ikke behøver at sejle nede i de brølende 40'er for at komme mod øst. Vi kan derved spare 500 sømile af turen. Vi har lært at intet er sikkert med vejret så langt mod syd, men det er trods alt stadig gode nyheder. Så mandag sætter vi sejl. Der er 2300 nm direkte herfra til Austral øerne, så forhåbentlig (vi er stoppet med at håbe på noget som helst angående ankomst) er vi der omkring d. 11 juni.
Som altid kan i følge med på Sailing Saga facebooksiden. Vi skriver hjem hver anden dag, for at melde at vi stadig har det godt. Hvis i ikke hører fra os, så har vi det nok stadig godt. Det regner vi da med.
Tak for at læse med. Vi glæder os til at kunne fortælle om vores næste store kryds ud i Stillehavet. Der hvor eventyret igen bliver varmt og lidt mere afslappende.
Flot. 😀👍